Uenighed om mengrad efter ulykke og psykiske følger hos barn

Sagen handlede om fastsættelse af varigt men efter en ulykke, hvor et barn var kommet til skade. Ankenævnet havde tidligere pålagt selskabet at lade barnet undersøge af en speciallæge med relevant speciale og herefter genbehandle sagen. Selskabet fik foretaget en ortopædkirurgisk undersøgelse og vurderede på den baggrund, at det varige men var under 5 procent, blandt andet fordi gener forventedes at forsvinde over tid. Klager mente, at mengraden burde være mindst 5 procent, hvis man også medregnede psykiske gener. Selskabet afviste dette, da der ikke var lægelig dokumentation for psykiske gener eller sammenhæng med ulykken, og fandt heller ikke grundlag for yderligere undersøgelser. Ankenævnet lagde til grund, at klager ikke havde bevist, at det varige men var på mindst 5 procent, og at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at bekoste yderligere speciallægeundersøgelser. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at det er den forsikrede, der skal bevise omfanget af et varigt men, herunder eventuelle psykiske følger, og at en sådan dokumentation kræver konkret lægelig understøttelse. Det er ikke nok at antage, at gener kan tilskrives psykiske forhold, hvis dette ikke er lægeligt bekræftet. Sagen illustrerer også, at ankenævnet respekterer selskabers vurderinger, når disse bygger på specialistundersøgelser foretaget efter nævnets anvisninger.