Uenighed om mengrad efter fald med brud på ryg og bækken

Klager kom ud for et fald på 2 meter og fik brud på ryg, bækken og ankel. Efter en speciallægeerklæring fastsatte selskabet det varige men til 25 procent. Klager mente, at mengraden burde være højere, blandt andet under henvisning til Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende mentabel, og fremhævede desuden vandladningsgener som en følge af ulykken. Selskabet afviste at hæve mengraden og bemærkede, at vandladningsgenerne ikke kunne henføres til ulykken, da der ikke i de lægelige oplysninger var dokumenteret skade på de relevante nerver. Nævnet fandt, at klager ikke havde bevist årsagssammenhæng mellem vandladningsgenerne og ulykken, og kunne derfor ikke kritisere selskabets afgørelse om mengrad. Sagen viser, at en fastsat mengrad ikke automatisk kan hæves, blot fordi klager peger på generelle vejledende tabeller, hvis den konkrete lægelige dokumentation ikke understøtter en højere grad. Det viser også, at gener, som ikke kan kobles til konkrete fund i de lægelige akter, som eksempelvis nerveskader, ikke uden videre kan tilskrives en tidligere ulykke. Grundig og specifik lægelig dokumentation er afgørende for at få medhold i sådanne sager.