Afslag på tandregulering af fortand efter barndomsulykke i 2003

Sagen handlede om en mand, der som barn i 2003 var udsat for en ulykke, hvor han slog flere mælketænder. Mange år senere krævede han dækning for tandregulering af en fortand, som var vokset skævt ud, med den begrundelse, at dette skyldtes ulykken i 2003. Selskabet afviste kravet med henvisning til udtalelser fra flere specialtandlæger, der ikke fandt sammenhæng mellem den aktuelle tandstilling og den gamle skade. Ankenævnet lagde vægt på disse faglige vurderinger og fandt, at klager ikke havde godtgjort, at den skæve tandstilling og rotationen af tanden skyldtes ulykken mange år tidligere. Selskabets afslag på at dække udgifterne til tandregulering blev derfor ikke kritiseret. Sagen viser, at der ved krav om erstatning for senfølger af gamle skader, især skader opstået i barndommen, stilles betydelige krav til dokumentation af årsagssammenhængen mellem den oprindelige hændelse og det aktuelle behandlingsbehov. Jo længere tid der går mellem skaden og kravet om erstatning, desto vanskeligere kan det være at bevise en direkte sammenhæng, særligt når der er naturlige udviklingsprocesser, som ved tandvækst hos børn, der kan spille ind. Faglige specialistudtalelser vejer tungt i sådanne vurderinger.