Strid om fradrag for forudbestående rygsygdom i knæskadeerstatning

Klager fik i 2018 en knæskade, som selskabet vurderede til en mengrad på 10 procent. Selskabet mente dog, at klager havde forudbestående ryggener svarende til en mengrad på 25 procent, og fradrog derfor det meste af erstatningen, så mengraden for knæskaden endte på blot 8 procent. Selskabet henviste til en tidligere vurdering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter en ulykke i 2006 samt en speciallægeerklæring fra 2011, der beskrev en forværring af rygproblemerne. Nævnets flertal fandt, at selskabet ikke havde bevist, at klagers forudbestående mengrad var så høj som 25 procent. Flertallet lagde i stedet vægt på den oprindelige vurdering fra 2009, som fastsatte ryggenerne til 12-15 procent, og fandt ikke grundlag for at antage, at generne senere var blevet mindre. Selskabet skulle derfor fastsætte den forudbestående mengrad til 15 procent og udbetale erstatning svarende til en mengrad på 8,7 procent for knæskaden. Klager fik dermed medhold. Sagen viser, at det er selskabet, der har bevisbyrden, når det ønsker at fradrage erstatning for forudbestående gener, og at denne bevisbyrde skal underbygges af konkrete og aktuelle lægelige vurderinger, ikke blot generelle antagelser om forværring over tid.