Stop for erhvervsevnetabserstatning efter overgang til generel vurdering

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren havde ret til at fortsætte med at få udbetalt ydelser ved tab af erhvervsevne, efter at bedømmelsen skiftede fra midlertidig til generel vurdering af erhvervsevnen. Klageren havde været sygemeldt med stress og depression og modtog i en periode ydelser på midlertidigt grundlag, men udbetalingerne stoppede, da selskabet ikke fandt det bevist, at hendes generelle erhvervsevne var varigt nedsat med mindst halvdelen. Selskabet mente desuden, at hendes psykiske gener ikke skyldtes en dokumenteret psykisk sygdom, men snarere omstændigheder i privatlivet. Klageren deltog senere i et jobafklaringsforløb med fire timers arbejde ugentligt, men forløbet blev afsluttet før planlagt. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse og lagde vægt på de lægelige oplysninger i sagen samt det forhold, at klageren kun havde været arbejdsprøvet i et enkelt job, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at dokumentere en varig og generel nedsættelse af erhvervsevnen. Sagen viser, at det er forsikringstageren, der har bevisbyrden for, at erhvervsevnen er varigt nedsat i det krævede omfang, og at en enkelt, kortvarig arbejdsprøvning normalt ikke er tilstrækkelig dokumentation i sådanne sager.