Uenighed om mengrad efter ankelbrist ved spring i lavt vand

Sagen handlede om en klager, der pådrog sig en brist i anklen efter et spring i lavt vand. Under efterfølgende operation opstod en komplikation, som Patienterstatningen vurderede skyldtes selve ulykken og ikke operationen. Selskabet fastsatte den varige mengrad til 5 procent efter Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings mentabel, mens klager mente, at hans gener berettigede til 8 procent efter et andet punkt i tabellen, som krævede middelsvære smerter og skurren i anklen. Nævnet vurderede, at klager ikke havde bevist, at hans gener var af den sværhedsgrad, der krævedes for det højere mensatz. Selskabets afgørelse blev derfor fastholdt. Sagen viser, at det er klager, der har bevisbyrden for, at generne efter en ulykke svarer til en bestemt kategori i mentabellen, og at lette eller belastningsudløste smerter typisk ikke er tilstrækkelige til at opnå en højere mengrad. Det illustrerer også, hvordan lægelige beskrivelser og objektive fund er afgørende i vurderingen af varige mén, og at en anden myndigheds vurdering af årsagssammenhæng ikke automatisk fastlægger mengraden efter forsikringsbetingelserne.