Standsning af udbetaling ved tab af erhvervsevne efter psykisk lidelse

Klageren blev sygemeldt på grund af en psykisk belastningsreaktion opstået i forbindelse med hændelser på sin tidligere arbejdsplads og blev senere opsagt. Hun var omfattet af to pensionsordninger med dækning ved tab af erhvervsevne. Selskabet udbetalte midlertidige ydelser i en periode, men vurderede efterfølgende, at hendes generelle erhvervsevne ikke var nedsat i tilstrækkelig grad til at berettige fortsat udbetaling. Klageren var uenig og mente, at hendes tilstand fortsat forhindrede hende i at arbejde i et omfang, der levede op til kravene i forsikringsbetingelserne. Ankenævnet vurderede, at selskabet var berettiget til at overgå fra en vurdering af erhvervsevnen i forhold til det hidtidige erhverv til en vurdering i forhold til et generelt erhverv efter den fastsatte periode. Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at hendes helbred forhindrede hende i at arbejde og tjene mindst halvdelen af, hvad der er normalt for personer med tilsvarende uddannelse og alder, når der blev taget hensyn til hendes skånebehov. Der blev lagt vægt på de lægelige og kommunale oplysninger, som ikke beskrev symptomer, der var uforenelige med et sådant arbejde. Sagen viser, at det er forsikringstageren, der skal dokumentere en fortsat nedsat erhvervsevne, og at psykiske lidelser vurderes efter samme principper som andre helbredstilstande, når det gælder krav om objektiv dokumentation for funktionsnedsættelse.