Afslag på dækning af advokatomkostninger i mén-sag om knæskade

Sagen handlede om, hvorvidt en klager var berettiget til at få dækket sine advokatomkostninger i forbindelse med en sag om godtgørelse for varigt mén efter en knæskade. Selskabet havde først afvist godtgørelse, fordi mengraden blev vurderet til under fem procent. Klager klagede, og selskabet valgte at genoptage sagen for at indhente yderligere oplysninger. Efterfølgende antog klager en advokat, som bad selskabet indhente en speciallægeerklæring. Nævnet fandt, at selskabet ikke kunne pålægges at betale klagers advokatomkostninger. Der blev lagt vægt på, at selskabet allerede havde genoptaget sagen, før advokaten kom ind i billedet, og at det var selskabets egen beslutning om at indhente yderligere oplysninger, der førte til speciallægeerklæringen og den efterfølgende ændrede vurdering af méngraden. Advokatens indtræden havde dermed ikke været den udslagsgivende faktor for sagens udfald. Sagen viser, at et selskab ikke automatisk skal betale advokatomkostninger, blot fordi en klager får ret i sidste ende, hvis det kan dokumenteres, at den positive udvikling i sagen skyldtes selskabets egen sagsbehandling og ikke advokatens indsats. Det er en påmindelse om, at rækkefølgen af hændelser i en sag kan have betydning for, om omkostninger til rådgivning dækkes.