Afslag på ny ekstensionsbro i overmunden efter anmeldt tyggeskade

Sagen omhandlede en klage over afslag på dækning af en ny ekstensionsbro i overmunden efter en anmeldt tyggeskade. Selskabet afviste at dække udgiften, da det ikke fandt, at behovet for en ny bro var en direkte følge af en akut tyggehændelse. Nævnets tandlægekonsulent vurderede sagen og konkluderede, at de fundne infraktioner i implantatet næppe skyldtes en akut tyggebelastning, men snarere var resultatet af langvarig belastning af et implantat med reduceret knoglefæste over tid. Konsulenten bemærkede, at hvis skaderne skulle være opstået akut ved en enkelt tyggehændelse, ville implantatet skulle have været udsat for en langt kraftigere belastning, end det normalt forekommer ved almindelig tygning. På den baggrund fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at det aktuelle behandlingsbehov skyldtes den anmeldte tyggeskade, og selskabet blev derfor ikke pålagt at dække udgiften til den nye bro. Sagen viser, at det ved tandskadesager er afgørende at kunne dokumentere en klar årsagssammenhæng mellem en konkret akut hændelse og den efterfølgende skade. Gradvis nedbrydning eller langvarig belastning af eksisterende implantater eller tandarbejde anses normalt ikke som en ulykkesskade, selvom skaden viser sig i forbindelse med en konkret tyggeoplevelse.