Afslag på behandlingsudgifter og mengodtgørelse efter rygbrud ved fald

En kvinde faldt og pådrog sig et brud i ryggen, hvorefter hun fik smerter og behov for behandling. Selskabet Vestjylland havde betalt behandlingsudgifter i et år efter hændelsen, men afviste yderligere dækning, samt afviste at udbetale mengodtgørelse. Ankenævnet fandt, at forsikringsbetingelserne klart begrænsede dækningen af behandlingsudgifter til højst et år efter ulykken, og da klager ønskede dækning efter denne dato, var selskabets afslag korrekt. Med hensyn til varigt men lagde nævnet afgørende vægt på, at klager havde osteopeni, altså nedsat knogletæthed, og at et almindeligt fald normalt ikke ville have givet et brud på en rask ryg. Lægelige oplysninger viste tegn på osteoporotisk knoglestruktur, hvilket understøttede, at bruddet skyldtes en forudbestående svaghed i knoglerne og ikke selve faldet. Forsikringen dækkede ikke skader, hvor hovedårsagen var en bestående sygdom eller sygdomsanlæg. Nævnet gav derfor selskabet medhold i begge dele af sagen. Sagen viser, at ulykkesforsikringer typisk har en tidsbegrænsning for behandlingsudgifter, og at der ved vurdering af varigt men lægges stor vægt på, om en forudbestående tilstand som svage knogler har været den egentlige årsag til skaden.