Uenighed om skimmelsanering af indbo og genhusning kunne ikke afgøres skriftligt

Sagen handlede om en familie, der havde anmeldt vandskade i deres lejebolig, hvilket senere førte til mistanke om skimmelsvamp. Der opstod uenighed om selskabets afslag på sanering af indbogenstande, opgørelsen af genhusningsudgifter og selve sagsbehandlingen. Selskabet dækkede genhusning i tre måneder, hvorefter familien blev anvist midlertidigt husly af kommunen efter serviceloven. Selskabet mente, at sagen var særdeles uoverskuelig og præget af mangelfuld dokumentation for klagers mange påstande, og at sagen derfor ikke egnede sig til en skriftlig afgørelse i nævnet. Ankenævnet var enig i denne vurdering og fandt, at der var så stor usikkerhed om de faktiske forhold, at sagen ikke kunne afgøres på det foreliggende skriftlige grundlag. Nævnet henviste til, at en afgørelse i givet fald måtte ske ved domstolene, hvor der er mulighed for at afhøre parter og vidner samt indhente en syn- og skønserklæring, som kan afklare tekniske og faktiske tvister mere grundigt end en skriftlig nævnsbehandling. Sagen blev derfor afvist uden en realitetsbehandling. For forbrugere illustrerer sagen, at komplekse sager med mange stridspunkter og mangelfuld dokumentation kan være vanskelige at få afgjort i ankenævnet, og at domstolsbehandling i visse tilfælde er den eneste vej til en fuld afklaring af sagens omstændigheder.