Uenighed om mengrad efter rygmarvsskade ved fald

Klager havde anmeldt en ulykke, hvor hun ved et fald pådrog sig en rygmarvsskade. Selskabet udbetalte oprindeligt erstatning for varigt mén svarende til 55 procent, men Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede senere méngraden til kun 10 procent, blandt andet fordi der forelå forudbestående lidelser, og fordi der ikke var fuld årsagssammenhæng mellem faldet og skaden. Klager ønskede, at sagen igen skulle forelægges Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og at selskabet skulle betale for denne nye vurdering. Nævnet fandt, at klager ikke havde løftet bevisbyrden for, at méngraden som følge af ulykken var højere end de fastsatte 10 procent, og at der derfor ikke var grundlag for at pålægge selskabet at afholde udgifter til en ny forelæggelse. Selskabet fik dermed medhold. Sagen illustrerer, at det ved ulykkesforsikring er afgørende at kunne dokumentere en klar årsagssammenhæng mellem den konkrete ulykke og det varige mén, og at forudbestående lidelser kan få stor betydning for, hvor stor en del af méngraden der kan tilskrives ulykken. Det viser også, at det er klager, der har bevisbyrden for et højere mén end det, der er fastsat af de sagkyndige myndigheder.