Uenighed om mengrad efter fald på is med forudbestående rygproblemer

En kvinde faldt på glat is og fik brud på håndled og knæ samt forstuvede underben. Hun mente senere, at hun også havde slået ryggen og krævede erstatning for varigt men på mindst 5 procent. Selskabet fastsatte mengraden til under 5 procent med henvisning til forudbestående gener, mangel på strakssymptomer og at hændelsen ikke var egnet til at forårsage varig skade. Nævnet lagde afgørende vægt på omfattende journaldokumentation, der viste, at klager gennem flere år havde haft ryggener, slidforandringer og osteoporose, samt at hun kort før faldet havde haft voldsomme smerter og talt om stenosesymptomer. En speciallægeerklæring bekræftede, at det aktuelle billede med symptomer i underekstremiteten skulle ses i sammenhæng med både faldet og forudbestående degenerative forandringer. Da forsikringen undtager forværring af følger, der skyldes en tilstedeværende sygdom, og et forudbestående men ikke kan give højere erstatning, end hvis det ikke havde været der, fandt nævnet, at selskabets vurdering var korrekt. Sagen viser, at forudbestående helbredsforhold kan have stor betydning for fastsættelse af mengrad efter en ulykke, og at det er vigtigt med tidsnær og detaljeret journaldokumentation.