Uenighed om mengrad efter lårbensbrud og dødsfald

Sagen handlede om, hvor stor mengrad der skulle fastsættes efter en ulykke, hvor den forsikrede faldt og fik brud på lårbenshalsen samt skader i venstre skulder. Forsikringstageren afgik ved døden, og det var dødsboet, der klagede på vedkommendes vegne. Selskabet havde udbetalt erstatning svarende til 25 procent varigt men, mens boet mente, at mengraden burde have været fastsat betydeligt højere, op til 65 procent, med henvisning til at der ikke var sket forbedring i tilstanden. Selskabet fastholdt, at forsikringstageren ikke var færdigbehandlet på tidspunktet for dødsfaldet, og at skaderne derfor ikke kunne betragtes som stationære, hvilket gjorde det umuligt at fastsætte en højere mengrad. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets vurdering og gav selskabet medhold. Sagen viser, at mengrad skal fastsættes på et tidspunkt, hvor tilstanden er stationær, det vil sige når der ikke længere forventes bedring. Hvis en person afgår ved døden, før behandlingen er afsluttet, kan det være vanskeligt at opnå en højere mengradsvurdering, selv hvis skaderne var alvorlige. For efterladte og dødsboer er det derfor vigtigt at være bevidst om, at en endelig vurdering af varigt men forudsætter, at helbredstilstanden er endeligt afklaret, hvilket ikke altid er muligt ved et pludseligt dødsfald.