Uenighed om selvrisiko efter grundstødning med lystbåd

Sagen handlede om, hvorvidt selskabet var berettiget til at opkræve selvrisiko efter en grundstødning. Klagerens båd gik på grund og fik skader, da klageren sejlede ud af en havn. Selskabet dækkede skaden på båden, men opkrævede selvrisikoen på 25.000 kroner hos klageren. Selskabet havde forsøgt at gøre havnens forsikringsselskab ansvarligt for skaden, men dette blev afvist, blandt andet fordi havnen havde foretaget uddybning af sejlrenden mindre end en måned før grundstødningen, hvilket gjorde det svært at gøre regres mod havnen. Klageren mente, at han ikke burde bære ansvaret, da sejlrenden ifølge oplysninger var angivet til en dybde, der langt oversteg bådens dybgang, og fordi en anden båd var gået på grund samme sted kort tid inden. Ankenævnet fandt dog, at der ikke var grundlag for at kritisere, at selskabet opkrævede selvrisiko hos klageren, og selskabet fik medhold. Sagen illustrerer, at en forsikringstager som udgangspunkt selv bærer selvrisikoen ved en skade, selv om der kan være tredjeparter som en havn involveret, og at det kan være vanskeligt at overføre ansvaret til andre, hvis der ikke kan føres tilstrækkeligt bevis for deres skyld eller ansvar for skaden.