Afslag på fortsat erhvervsevnetabsdækning ved depression og angst

Sagen drejede sig om en kvinde, der efter kort tids ansættelse blev sygemeldt med depression og angst og senere fik afslag på fortsat erhvervsevnetabsdækning fra sin pensionsordning. Hun havde modtaget midlertidig dækning i en periode, men selskabet vurderede efterfølgende, at hendes generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Klager mente selv, at hendes tilstand, som blandt andet blev forklaret med en traumatisk barndom, gjorde hende uarbejdsdygtig. Ankenævnet lagde vægt på, at de lægelige oplysninger i sagen i høj grad byggede på hendes egne subjektive oplysninger frem for objektive fund, og at den diagnose, som klagers egen læge havde stillet, ikke var stillet af en psykiater. Nævnet fremhævede desuden, at klager havde gennemført en længere uddannelse og tidligere arbejdet fuldtid, hvilket dårligt stemte overens med den alvorlige forværring, hun beskrev efter kun 24 dages ansættelse. På den baggrund fandt nævnet, at klager ikke havde bevist, at hendes erhvervsevne var tilstrækkeligt nedsat, og gav selskabet medhold. Sagen illustrerer, at ved psykiske lidelser lægger nævnet stor vægt på objektiv lægelig dokumentation, og at det kan være afgørende for udfaldet, om diagnoser er stillet af specialister, samt om sygdomsforløbet virker sammenhængende med den enkeltes livshistorie og arbejdsevne.