Afslag på erstatning for forfrysninger i knæ efter snekædearbejde

Sagen handlede om en klager, der havde anmeldt forfrysninger i begge knæ efter at have ligget på en iset vej for at montere snekæder på en bil. Selskabet afviste at udbetale erstatning, fordi der ikke var tilstrækkelig dokumentation for, at der faktisk var sket et ulykkestilfælde med forfrysninger. Ankenævnet lagde afgørende vægt på, at forfrysninger ikke var beskrevet i den tidsnære lægejournal, men først dukkede op i materialet mere end tre måneder senere. I stedet viste de tidlige journaler, at lægerne fokuserede på en mulig meniskskade og instabilitet i knæet, hvilket blev bekræftet ved en MR-skanning. Nævnet fandt det usandsynligt, at en forfrysningsskade ikke ville være nævnt, hvis den faktisk havde været til stede og oplyst til lægerne på det tidspunkt. Klagers forklaring om fejl i journalføringen og senere billeder, der kunne være forenelige med forfrysning, ændrede ikke nævnets vurdering. Selskabet fik derfor medhold i afslaget. Sagen illustrerer vigtigheden af, at skader bliver beskrevet og dokumenteret tæt på skadestidspunktet. Når der går lang tid mellem en hændelse og den lægelige dokumentation af en bestemt diagnose, kan det blive vanskeligt at bevise sammenhængen, og bevisbyrden for, at skaden er sket som anmeldt, ligger hos den forsikrede.