Afslag på tandregulering efter overfald med knækkede tænder

Klager blev overfaldet og fik knækket flere tænder. Selskabet dækkede selve tandreparationen, men afviste at betale for en efterfølgende tandregulering, fordi selskabet mente, at behovet for regulering ikke skyldtes overfaldet. Nævnets flertal var uenig og gav klager medhold. Afgørende var en udtalelse fra den behandlende tandlæge, som forklarede, at det på skadestidspunktet ikke var muligt at lave en implantatbaseret løsning på grund af pladsmangel, dybt bid og trangstilling i tandsættet. For overhovedet at kunne genskabe klagers tandstatus til, som den var før skaden, var det derfor nødvendigt at gennemføre en tandregulering, både som et midlertidigt og som et endeligt led i behandlingen. Klager havde ikke tidligere fået tilbudt en sådan regulering i det offentlige system. Flertallet lagde til grund, at behovet for regulering ikke ville være opstået, hvis ikke skaden var sket, og at reguleringen derfor var en nødvendig del af den samlede tandbehandling efter ulykken. Sagen viser, at en klar og fagligt begrundet udtalelse fra en behandler om sammenhængen mellem skade og efterfølgende behandlingsbehov kan være afgørende for, om en forsikring skal dække udgifter, der ligger ud over den umiddelbare skadesudbedring.