Afslag på lønsikring ved ledighed efter uenighed om beskæftigelseskravets beregning

Sagen handlede om en klage over afslag på lønsikring i forbindelse med ufrivillig ledighed. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klager ikke opfyldte beskæftigelseskravet, fordi en tidligere ledighedsperiode samlet oversteg to uger. Klager mente ikke, at forsikringsbetingelserne understøttede, at ledighed forud for den relevante 12-måneders periode skulle tælle med på den måde, selskabet gjorde gældende. Nævnet gav klager medhold og fandt, at beskæftigelseskravet efter betingelsernes ordlyd skulle beregnes fra den første ufrivillige ledighedsdag og tolv måneder tilbage i tiden. Da klager havde været fastansat i den relevante periode og kun ledig i mindre end to uger inden for denne periode, var kravet opfyldt. Nævnet henviste til, at uklarhed i forsikringsbetingelser efter almindelige fortolkningsprincipper og aftalelovens regler for forbrugere går ud over selskabet, som har udformet betingelserne. Sagen viser, at forsikringsselskaber skal formulere deres betingelser klart, og at tvivl om fortolkningen af komplicerede beregningsregler for beskæftigelseskrav kommer forbrugeren til gode.