Stop af ydelser ved tab af erhvervsevne efter belastningsreaktion afvist

Sagen handlede om afslag på fortsatte ydelser ved tab af erhvervsevne efter en sygemelding som følge af en belastningsreaktion. Selskabet havde ydet præmiefritagelse og midlertidige ydelser i en periode, men vurderede senere, at den generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen, og stoppede derfor udbetalingerne. Selskabet oplyste desuden, at det behandlede flere nærmest identiske sager med usædvanlige omstændigheder for personer med samme arbejdsgiver og oprindelsesland, hvilket rejste spørgsmål om bevisvurderingen. Ankenævnet fandt, at sagen som helhed var for kompleks til at blive afgjort på skriftligt grundlag, og at den burde afgøres ved domstolene, hvor der er mulighed for mundtlige forklaringer og en mere grundig bevisførelse. Nævnet afviste derfor sagen uden at tage stilling til det materielle spørgsmål om erhvervsevnetab. Klageren fik oplyst, at sagen var overgivet til en jurist, og afgørelsen kom inden for den gældende 90-dages frist. Sagen viser, at forsikringstvister med komplekse helbreds- og bevismæssige forhold, særligt hvor der er mistanke om usædvanlige omstændigheder i flere ensartede sager, kan blive afvist fra nævnsbehandling og i stedet må afgøres ved domstolene. Kunder bør være opmærksomme på, at en afvisning fra nævnet ikke er en afgørelse om sagens indhold, men alene en vurdering af, at sagen ikke er egnet til skriftlig nævnsbehandling.