Uenighed om mengrad efter fald med rygbrud og tandskade

Klageren faldt og slog ryggen og tænderne og fik konstateret et stabilt brud i lænden. Selskabet anerkendte skaden og betalte erstatning for tandskaden samt senere en erstatning på 40.000 kroner svarende til et varigt men på 8 procent for ryggenerne. Selskabet afviste derimod, at gener i nyre og skulder havde sammenhæng med ulykken. Klageren ønskede en højere mengrad samt erstatning for nyre- og skuldergener og godtgørelse for svie og smerte. Under sagen indhentede selskabet en vurdering fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, som satte mengraden til under 5 procent. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets fastsættelse på 8 procent. Der blev lagt vægt på lægejournaler, røntgen- og MR-undersøgelser, som viste degenerative forandringer og artrose ud over selve bruddet, samt en speciallægeerklæring, der bekræftede, at klagerens gener ikke udelukkende skyldtes ulykken. Nyreskade kunne heller ikke påvises ved ultralyd. Nævnet bemærkede desuden, at der ikke var dokumentation for strakssymptomer i skulderen, og at ulykkesforsikringen ikke dækkede svie og smerte. Sagen viser, at forudbestående og degenerative forandringer kan begrænse erstatningen, selv når en konkret ulykke er anerkendt, og at dokumentation af symptomer tæt på skadestidspunktet har stor betydning.