Stop af erstatning ved tab af erhvervsevne efter rygskade ved fald

Klager havde tidligere fået udbetalt midlertidig dækning ved tab af erhvervsevne efter en arbejdsulykke, hvor hun faldt på en trappe og slog ryg og lænd. Hun blev senere sygemeldt og tilkendt førtidspension. Selskabet stoppede dækningen, da man overgik til at vurdere klagers generelle erhvervsevne, som selskabet fandt var mere end halveret, ikke nedsat med mindst halvdelen. Selskabet mente, at der ikke var dokumentation for en helbredstilstand, der forhindrede klager i at tjene mere end halvdelen af sin tidligere løn. Ankenævnet lagde til grund, at klagers dækningsgivende løn før sygemeldingen gav et retvisende billede af hendes indtjeningsevne, men fandt, at det ikke var muligt på skriftligt grundlag at afgøre, hvem der havde ret. En afgørelse ville kræve mundtlig bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaringer samt en vurdering fra Retslægerådet, hvilket ligger uden for ankenævnets muligheder. Sagen blev derfor afvist uden stillingtagen til det materielle spørgsmål. For forsikrede med langvarige helbredsproblemer viser sagen, at komplicerede spørgsmål om varig erhvervsevnetab ofte kræver en mere grundig bevisførelse end ankenævnet kan tilbyde.