Afslag på fortsat erhvervsevnetab efter benbrud trods fleksjob

Sagen handlede om afslag på fortsat dækning for tab af erhvervsevne efter et alvorligt benbrud i forbindelse med arbejde. Klageren fik i en periode udbetalt midlertidige ydelser og bidragsfritagelse, men selskabet overgik senere til at vurdere klagerens generelle erhvervsevne, altså om han kunne udføre andet arbejde end sit hidtidige. Klageren mente ikke, at han kunne øge sin arbejdstid i en anden jobfunktion og henviste til sin faktiske, lave arbejdstid i et fleksjob. Ankenævnet fandt imidlertid, at klageren ikke havde bevist, at hans generelle erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet lagde vægt på, at klageren med de rette skånehensyn burde kunne tjene mere end halvdelen af, hvad en fuldt arbejdsdygtig person med samme uddannelse og erfaring kunne tjene i samme område. Selskabet fik derfor medhold i afslaget.

Sagen illustrerer, at en tilkendelse af fleksjob eller en lav faktisk arbejdstid ikke automatisk beviser, at erhvervsevnen er nedsat nok til at udløse dækning efter en pensions- eller forsikringsaftale. Det er klageren, der har bevisbyrden for, at den generelle erhvervsevne er nedsat med den krævede andel, og vurderingen sker ud fra, hvad man med rette skånehensyn kunne tjene i et bredere arbejdsmarked, ikke kun i den konkrete jobfunktion man har.