Afslag på menerstatning efter knæskade ved fald med ulykkesforsikring

Sagen handlede om en kvinde, der faldt og slog begge knæ i december 2020. Hun anmeldte skaden som en ulykke og krævede erstatning for varigt men samt dækning af advokatomkostninger. Selskabet afviste kravet med henvisning til, at der ikke var dokumentation for et varigt men på mindst 5 procent som følge af netop denne ulykke. En speciallægeerklæring viste normal funktion i knæene, og lægen fandt ikke sammenhæng mellem faldet og de efterfølgende smerter. Selskabet pegede desuden på, at klager havde haft symptomer i knæene forud for ulykken. Ankenævnet lagde afgørende vægt på den lægelige vurdering og fandt, at klager ikke havde bevist den nødvendige årsagssammenhæng mellem ulykken og de varige gener. Da klager ikke fik ret i sagen, fandt nævnet heller ikke grundlag for at pålægge selskabet at betale klagers advokatomkostninger. Sagen viser, at det i ulykkesforsikringssager er den forsikrede, der skal bevise, at en ulykke har medført et varigt men, og at forudbestående symptomer kan gøre det vanskeligt at dokumentere denne sammenhæng. Det illustrerer også betydningen af de lægelige speciallægeerklæringer i vurderingen af sådanne krav, samt at nævnet lægger stor vægt på objektive medicinske fund frem for klagers egen oplevelse af sine symptomer.