Uenighed om mengrad for skulder og haleben efter trafikulykke

Sagen handlede om fastsættelse af varigt mén efter en trafikulykke. Klager blev påkørt og fik gener i halebenet, højre skulder, nakken og venstre ankel. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede, at der ikke var årsagssammenhæng mellem ulykken og skuldergenerne, og fastsatte det varige mén for halebensgenerne til 5 procent. Selskabet udbetalte erstatning i overensstemmelse med denne vurdering. Klager var utilfreds og mente, at der skulle tages højde for skuldergenerne også. Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse. Det blev lagt til grund, at der ikke var dokumentation for brosymptomer, som kunne underbygge en sammenhæng mellem ulykken og skulderproblemerne. Desuden blev det fremhævet, at skuldergenerne først blev beskrevet i en funktionsattest mere end et år efter ulykken, hvilket svækkede sandsynligheden for, at de stammede fra selve hændelsen. Selskabet fik derfor medhold. Sagen illustrerer, hvor afgørende det er, at skader og gener bliver dokumenteret og lægeligt beskrevet tidligt efter en ulykke. Hvis der går lang tid, før en given skade nævnes i journaler eller attester, kan det blive vanskeligt at bevise, at netop den skade skyldes ulykken, og dermed svækkes muligheden for at få dækning eller en højere mengrad.