Afslag på erstatning for forvredet fod grundet forudbestående hælspore

Klager søgte erstatning efter at have forvredet sin fod, men selskabet afviste kravet dels på grund af manglende årsagssammenhæng mellem ulykken og de vedvarende gener, dels fordi det vurderede mén var under den grænse, der kræves for udbetaling. Selskabet mente, at klagers smerter i hælen skyldtes forudbestående forhold i form af hælspore og platfodhed, som ikke var forårsaget af ulykken. Ankenævnet gav selskabet medhold og lagde vægt på lægejournaler, der viste tegn på hælspore og senebetændelse samt kendte platfødder forud for hændelsen. Nævnet bemærkede desuden, at hælspore typisk opstår ved gentagne belastninger over tid og ikke som følge af en enkeltstående ulykke. En funktionsattest viste heller ikke tegn på fejlstilling, nedsat bevægelighed eller løshed i foden, og det blev konkluderet, at skadens karakter ikke stemte fuldt overens med de fundne symptomer. Sagen illustrerer, at forudbestående og kroniske tilstande som platfodhed og hælspore kan vanskeliggøre en klar årsagssammenhæng mellem en konkret ulykke og efterfølgende gener, og at objektive lægelige fund spiller en central rolle, når nævnet vurderer, om betingelserne for erstatning er opfyldt.