Uenighed om mengrad efter rygbrud og forudbestående knogleskørhed

Sagen handlede om en kvinde, der faldt og fik et kompressionsbrud i lænderyggen. Hun anmeldte skaden og krævede erstatning for varigt men, men selskabet afviste dækning, fordi man vurderede, at det varige men var under 5 procent, hvilket var forudsætningen for udbetaling. Under sagens behandling blev det konstateret, at klageren havde osteoporose, som blev diagnosticeret kort efter faldet. Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist et varigt men på mindst 5 procent, og kunne derfor ikke kritisere selskabets afgørelse. Nævnet lagde vægt på, at osteoporosen gjorde, at brud lettere kunne opstå ved forholdsvis simple fald, og at forsikringsbetingelserne udtrykkeligt undtog dækning for følger af skader, der skyldtes forudbestående sygdom eller sygdomsanlæg, uanset om der havde været symptomer før ulykken. Sagen illustrerer, at en forudbestående lidelse som osteoporose kan begrænse eller udelukke dækning ved en ulykkesforsikring, selv hvis lidelsen ikke var kendt eller symptomgivende inden skaden, og at det er den forsikrede, der skal bevise omfanget af det varige men.