Afslag på erhvervsevnedækning ved synsgener fra skærmarbejde

Sagen handlede om en klager, der udviklede synsgener efter et jobskifte til skærmtungt arbejde, efter tidligere at have haft glaslegemesammenfald. Klageren gennemførte virksomhedspraktik og fik senere tilkendt seniorpension. Selskabet stoppede midlertidige ydelser, da man vurderede, at klagerens generelle erhvervsevne ikke var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet var enig med selskabet og fandt, at klageren ikke havde bevist en tilstrækkelig nedsættelse af erhvervsevnen. Der blev lagt vægt på begrænsede objektive fund og på, at klageren tidligere havde arbejdet fuldtid efter sit glaslegemesammenfald, og at synsgenerne først opstod ved skærmarbejde. Det forhold, at klageren i praktikforløbet ikke kunne arbejde mere end en begrænset timetal, og at hun fik tilkendt seniorpension, ændrede ikke nævnets vurdering. Sagen viser, at det afgørende for erhvervsevnetabsdækning er, om den forsikrede kan udføre et bredt spektrum af arbejde på arbejdsmarkedet, ikke kun det specifikke job man tidligere havde, og at offentlig pensionstilkendelse ikke i sig selv beviser en dækningsberettigende nedsættelse af erhvervsevnen.