Tvist om ansvar for sunkne og revnede parketgulve efter ejerskifte

Sagen handlede om en klager, der efter overtagelse af en ejendom fra 1986 opdagede, at parketgulve i stuen var sunket og revnet. Klager mente, at problemet skyldtes et sandlag under gulvet, der havde flyttet sig og skabt luftlommer, samt at der manglede en dampspærre, som skulle have været til stede efter datidens bygningsreglement. Klager anførte også, at selve gulvbelægningen var forholdsvis ny og derfor lagt efter overtagelsen af en tidligere ejer. Selskabet mente, at skaden var opstået efter overtagelsestidspunktet, og henviste til en ingeniørvurdering, der pegede på, at gulvene var plane ved overtagelsen, og at der ikke var dokumentation for, at gulvet var fra det tidspunkt, klager påstod. Ankenævnet fandt, at der var så stor usikkerhed om de faktiske forhold i sagen, herunder omfanget af skaden, hvor gammel gulvbelægningen var, og om skaden kunne repareres eller krævede udskiftning, at sagen ikke egnede sig til afgørelse på skriftligt grundlag. Nævnet afviste derfor at tage stilling til sagen og henviste parterne til domstolene, hvor der er mulighed for parts- og vidneforklaringer samt eventuelt syn og skøn. Sagen viser, at komplekse tekniske tvister om byggeskader ofte kræver mere dybdegående bevisførelse, end et nævn kan tilbyde.