Afslag på erhvervsevnetabsdækning efter stress og seniorpension

Sagen handlede om en klager, der havde fået udbetalt midlertidig dækning for tab af erhvervsevne på grund af stress og udbrændthed, men hvor selskabet stoppede udbetalingen, da klager raskmeldte sig i kommunalt regi. Senere søgte klager om genoptagelse, efter hun havde fået tilkendt seniorpension. Selskabet overgik da til en vurdering af den generelle erhvervsevne og afviste, fordi den ikke var nedsat med mindst halvdelen. Nævnet fandt, at det var rimeligt, at selskabet skiftede til denne vurderingsmetode, da det ikke længere var sandsynligt, at klager kunne vende tilbage til sit oprindelige erhverv. Afgørende for udfaldet var, at klager ikke kunne bevise, at hendes generelle erhvervsevne var nedsat tilstrækkeligt. Nævnet lagde vægt på, at de lægelige og kommunale oplysninger kun beskrev begrænsede objektive fund, og at der ikke var beskrevet gener, som var uforenelige med arbejde på halv tid. Det blev også tillagt betydning, at klager ikke havde været arbejdsprøvet på det brede arbejdsmarked. Sagen viser, at det ved vurdering af erhvervsevnetab er afgørende, at der foreligger konkret dokumentation for, at man ikke kan arbejde i et hvilket som helst erhverv, og at manglende arbejdsprøvning kan svække en sags bevismæssige grundlag betydeligt.