Stop for erhvervsevnetabsdækning efter PTSD og depression efter røveri

Sagen handlede om en klager, der efter et røveri udviklede PTSD og depression, og som fik afslag på fortsat udbetaling for tab af erhvervsevne. Selskabet havde ydet midlertidige udbetalinger i knap tre år, men vurderede derefter, at klagerens tilstand var stationær, og gik derfor over til at bedømme den generelle erhvervsevne i stedet for den konkrete. Selskabet fandt, at erhvervsevnen ikke var nedsat med mindst halvdelen, og afslog derfor fortsat dækning. Nævnet kunne ikke kritisere, at selskabet skiftede til en vurdering af den generelle erhvervsevne, da klagerens tilstand blev vurderet stabil. Ved vurderingen af sagens kerne, om erhvervsevnen faktisk var nedsat med mindst halvdelen, lagde nævnet vægt på de lægelige oplysninger. Disse beskrev ikke helbredsgener, der var uforenelige med at arbejde mindst halv tid, hvis der blev taget hensyn til klagerens skånebehov. Der var desuden tegn på forbedring af tilstanden. Klageren fik derfor ikke ret i sin klage. Sagen viser, at det er klageren, der skal bevise en fortsat nedsættelse af erhvervsevnen, og at lægelige oplysninger om funktionsniveau spiller en central rolle, når selskabet skal vurdere, om udbetalinger kan fortsætte efter en periode med midlertidig dækning.