Afslag på men-erstatning efter hjernerystelse i forlystelsespark

Klager havde anmeldt en ulykke, hvor hun blev ramt i hovedet af en kørende forlystelse og fik konstateret en hjernerystelse. Hun mente, at hun havde fået varige følger efter hændelsen og søgte om godtgørelse for varigt men, men selskabet afviste kravet med henvisning til, at der ikke var årsagssammenhæng mellem ulykken og de gener, klager senere oplevede. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse og lagde vægt på, at der ikke i de lægelige akter var dokumentation for såkaldte brosymptomer, det vil sige en sammenhængende symptomudvikling fra ulykkestidspunktet til de aktuelle gener. Nævnet lagde også vægt på, at egen læge allerede tre dage efter ulykken havde vurderet, at der var tale om en mild hjernerystelse, hvilket talte imod, at klager senere skulle have udviklet et varigt men på mindst fem procent som følge af netop denne hændelse. Sagen viser, hvor afgørende det er, at der findes løbende og sammenhængende lægelig dokumentation fra ulykkestidspunktet og frem, hvis man senere ønsker at gøre krav på erstatning for varige mén efter en ulykke.