Afslag på erstatning for stjålne og beskadigede ure, siden destrueret

Klager anmeldte i 2017 tyveri af et Rolex-ur samt skade på et Seiko-ur og et andet Rolex-ur i forbindelse med tyveriet. Selskabet afviste dækning, fordi klager ikke kunne sandsynliggøre, at der var sket en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Klager trak herefter sin anmeldelse tilbage skriftligt. Senere samme år afleverede klager alligevel det skadede Seiko-ur i selskabets reception med henvisning til den oprindelige anmeldelse, og selskabet bad klager afhente uret igen, da sagen fortsat var afvist. Klager reagerede først flere år senere, og selskabet oplyste da, at uret var blevet destrueret i mellemtiden. Klager krævede erstatning for urene og var utilfreds med, at hans ur var destrueret. Nævnet fandt, at klagers oprindelige krav fra 2017 var forældet, da sagen først blev bragt for nævnet mange år senere. Nævnet fandt desuden, at klager ikke havde bevist, at selskabet handlede ansvarspådragende ved at destruere uret efter flere års inaktivitet fra klagers side, hvor selskabet gentagne gange havde opfordret ham til at afhente det. Selskabet fik derfor medhold. Sagen viser, at forældelsesfrister også gælder erstatningskrav vedrørende indbo, og at man som kunde selv har ansvar for at hente genstande, man har afleveret til et selskab, inden for rimelig tid.