Ophør af erhvervsevnetabsdækning efter billeder fra sociale medier
- Selskab
- Danica Pension
- Beløb i tvisten
- 484.953,73 DKK
- Stikord
- erhvervsevnetab · psykisk lidelse · svig · observation · fleksjob
Hvad sagen handlede om
Sagen drejede sig om en kunde, der efter mange års sygemelding og flere psykiske diagnoser fik afslag på fortsat erhvervsevnetabsdækning. Selskabet mente, at kunden ikke længere havde et erhvervsevnetab på mindst halvdelen, ophævede forsikringen og krævede et større beløb tilbagebetalt. Selskabet henviste til billeder og opslag på sociale medier, som viste, at kunden trænede, rejste og var socialt aktiv, og mente, at dette ikke stemte overens med de oplyste gener. Nævnet lagde derimod vægt på, at kunden havde alvorlige psykiske diagnoser, havde gennemgået arbejdsprøvning og var blevet tilkendt fleksjob, hvor kommunen vurderede, at han kun kunne arbejde få timer om ugen. Nævnet fandt, at billeder fra sociale medier kun viser øjebliksbilleder og ikke i sig selv siger noget afgørende om en persons psykiske tilstand eller arbejdsevne. Kunden fik derfor medhold og selskabet skulle dække advokatomkostninger. Sagen viser, at selskaber ikke uden videre kan lægge afgørende vægt på billeder fra sociale medier, når det skal vurderes, om en person har et erhvervsevnetab, særligt når der er tale om psykiske lidelser, hvor funktionsniveauet kan variere fra dag til dag.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afslag på fortsat erhvervsevnetabsdækning, ophævelse af forsikring og tilbagebetalingskrav. Klager ønskede dækning af udgifter til advokat. Klager blev sygemeldt i den 25/9 2017 på grund af stress. Han fik efterfølgende stillet en række psykiske diagnoser, herunder periodisk depression, agorafobi, angst og Aspergers syndrom. Klager led endvidere af smerter i ryggen. Han var i praktikforløb i maj 2022, hvor han arbejdede 4 timer om ugen. Forløbet blev afbrudt efter 3 uger, da klager sygemeldte sig. Han var i et nyt praktikforløb fra den 25/11 2022 til den 30/9 2023, hvor han arbejdede 4-5 timer om ugen. Han var pr. 1/3 2024 tilkendt fleksjob, hvor kommunen havde vurderet, at han ville være i stand til at arbejde 4 timer om ugen. Selskabet ydede dækning fra 1/5 2018 til 1/2 2023, hvor selskabet havde vurderet, at klager ikke længere var berettiget til ydelser eller præmiefritagelse, idet klager ikke længere havde et erhvervsevnetab på mindst halvdelen. Selskabet havde samtidig ophævet klagers erhvervsevnetabsforsikring og fremsat et tilbagebetalingskrav på 484.953,73 kr. Selskabet henviste til internetfund, som ikke stemte overens med de af klager oplyste gener og funktionsbegrænsninger. Selskabet anførte, at opslag på klagers sociale medier fra 2017 og frem viste, at klager havde et stort aktivitetsniveau med styrketræning, og at klager fremstod yderst veltrænet. Selskabet anførte, at klager sås deltage i træninger med mange andre personer, og at han ligeledes sås på rejser til udlandet, på restauranter og i biografen. Selskabet anførte, at klagers arbejdsprøvninger ikke var retvisende. Nævnet fandt, at klager havde bevist, at hans erhvervsevne var nedsat med mindst halvdelen efter den 1/2 2023. Nævnet lagde blandt andet vægt på, at klager havde psykiske diagnoser, at han var arbejdsprøvet, og at han var tilkendt fleksjob. Nævnet lagde også vægt på, at de fremlagte internetfund ikke viste noget om klagers psykiske tilstand, og at der var tale om øjebliksbilleder. Nævnet fandt, at selskabet derfor skulle dække klagers advokatomkostninger med 20.000 kr. inklusive moms. Klager medhold.
Resultat
KLAGER MEDHOLD
Søgeord
ERHVERVSEVNETAB, RYGSKADE, PSYKISK LIDELSE, OPSIGELSE, SVIG, OBSERVATION
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- Tab af erhvervsevneAfvist / ikke realitetsbehandlet
Stop af erhvervsevnetabsdækning og tilbagebetalingskrav efter fund på nettet
Sagen drejede sig om en mand, der i mange år havde modtaget erstatning for tab af erhvervsevne på grund af en bindevævssygdom, og som arbejdede i fleksjob …
- Tab af erhvervsevneMedhold til selskabet
Stop af erhvervsevnedækning efter vurdering i fleksjob
Sagen handlede om en kvinde, der fik afslag på fortsat dækning for tab af erhvervsevne efter en hjernerystelse.
- Tab af erhvervsevneMedhold til selskabet
Ophør af erhvervsevnedækning ved aftalt udløbsdato fra 1998
Klager havde siden 1998 haft en forsikring ved tab af erhvervsevne med en aftalt udløbsdato i 2026.
- Tab af erhvervsevneMedhold til selskabet
Afslag på erhvervsevnetabsdækning efter cykeluheld med hovedtraume
En mand, der faldt på sin cykel og slog hovedet, søgte senere om udbetaling ved nedsat erhvervsevne på grund af senfølger som udtrætning, koncentrations- …
- Tab af erhvervsevneMedhold til selskabet
Stop af erhvervsevnedækning efter fleksjob efter blodprop i hjertet
Klager, der havde arbejdet i fysisk krævende, ufaglærte job, blev sygemeldt efter en blodprop i hjertet og søgte om fortsat dækning ved tab af erhvervsevne …