Stop af erhvervsevnetabsdækning efter senfølger af covid-19

Klageren havde fået udbetalt midlertidige ydelser fra sin firmapensionsordning på grund af senfølger efter covid-19, men selskabet stoppede udbetalingen, da de vurderede, at klagerens generelle erhvervsevne ikke længere var nedsat med mindst halvdelen. Klageren var uenig og mente, at han fortsat var berettiget til dækning, da hans tilstand ikke havde forbedret sig væsentligt. Ankenævnet var enig i, at selskabet med rette kunne overgå til en vurdering af den generelle erhvervsevne, fordi klagerens tilstand var stationær, altså ikke forventedes at ændre sig. Men efter en gennemgang af sagens oplysninger fandt nævnet, at klagerens generelle helbredsmæssige erhvervsevne rent faktisk var nedsat med halvdelen efter det tidspunkt, selskabet stoppede udbetalingen. Nævnet lagde afgørende vægt på, at klageren havde betydelige og dokumenterede senfølger, et væsentligt nedsat funktionsniveau, omfattende skånehensyn i dagligdagen, og at en senfølgeklinik havde vurderet, at en arbejdsprøvning ville have massiv negativ betydning for hans livskvalitet. På den baggrund fik klageren medhold, og selskabet skulle genoptage sagen og udbetale i overensstemmelse med aftalegrundlaget.

Sagen viser, at en grundig og fagligt funderet dokumentation, for eksempel fra en specialiseret klinik, kan være afgørende for udfaldet, når man søger dækning for nedsat erhvervsevne som følge af senfølger efter sygdom.