Afvist erstatning for påstået tyveri af Rolex-ur under sygebehandling
- Selskab
- GF Forsikring
- Stikord
- tyveri · bevis · forsikringsbegivenhed · afvisning
Hvad sagen handlede om
Sagen drejede sig om et anmeldt tyveri af et Rolex-ur, som klager mente var blevet stjålet af ambulancereddere under en behandling i hans hjem. Klager politianmeldte hændelsen, men både politiet og Statsadvokaten besluttede ikke at rejse straffesag. Klager fastholdt, at uret måtte være stjålet, da det ikke kunne findes trods grundig eftersøgning. Selskabet afviste dækning, da det mente, at der ikke var ført tilstrækkeligt bevis for, at der forelå et tyveri, og pegede på, at klager selv havde været usikker på, hvad der var sket med uret i sine første henvendelser. Nævnet fandt, at sagen krævede en bevisførelse, som ikke kunne gennemføres i nævnet, og at en sådan i givet fald måtte ske ved domstolene. Sagen blev derfor afvist i henhold til nævnets vedtægter. Denne sag illustrerer, at ankenævnet ikke kan tage stilling til komplicerede bevisspørgsmål, hvor der er modstridende oplysninger om et hændelsesforløb. Forsikringstagere bør være opmærksomme på, at det er dem, der skal sandsynliggøre, at der er tale om en dækningsberettiget forsikringsbegivenhed, og at usikkerhed i de første anmeldelser kan svække sagen senere.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over afvisning på dækning af anmeldt tyveri af Rolex-ur. Klager anmeldte telefonisk den 5/11 2021, at hans Rolex-ur manglede, efter han den 30/10 2021 var blevet behandlet af to ambulancereddere i sin bolig og derefter kørt på hospitalet. Klager politianmeldte den 8/11 2021 ambulanceredderne for tyveri. Den 9/2 2022 standsede politiet efterforskningen. Den 29/3 2022 stadfæstede Statsadvokaten, at der ikke skulle rejses straffesag mod ambulanceredderne. Klager anførte, at han opdagede, at uret var væk, da han ankom til hospitalet, hans ægtefælle og familiemedlemmer gennemsøgte herefter alle nærliggende rum i boligen og alle klagers ejendele inde på hospitalet, men kunne ikke finde uret. I dagene efter kontaktede familiemedlemmerne flere gange hospitalet og ambulancefirmaet for at tjekke, om de havde fundet uret. Klager anførte, at uret med sikkerhed var forsvundet fra hans arm og bopæl i forbindelse med hændelsen den 30/10 2021 i tidsrummet kl. 15-16, og at han havde sandsynliggjort, at der var tale om tyveri, idet uret ikke længere var i hans besiddelse, og idet alle andre muligheder end tyveri var afsøgt. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klager ikke havde bevist, at uret var bortkommet ved en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Selskabet anførte, at det ikke var muligt at fastslå, hvad der var sket med uret, herunder hvorledes uret var bortkommet, og at klager - i sin første telefoniske henvendelse til selskabet af den 5/11 2021 samt efterfølgende telefoniske henvendelse af 11/11 2021 - var i tvivl om, hvem der havde taget uret af hans arm, at han mistænkte at uret var faldet ned ved tæppet på båren, og ikke ville kalde det et tyveri eller anklage redderne for tyveri. Nævnet fandt, at det ikke var muligt at vurdere, hvem der havde ret ud fra de oplysninger, der var i sagen. Det ville kræve en bevisførelse, der ikke kunne ske for nævnet. I givet fald måtte bevisførelsen ske ved domstolene. Det fulgte af vedtægternes § 4, stk. 1, at nævnet derfor måtte afvise sagen. Sag afvist. § 4.
Resultat
PARAGRAF 4
Søgeord
TYVERI, SIMPELT TYVERI, BEVIS, FORSIKRINGSBEGIVENHED, UR
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- IndboforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af faldet pendellampe der løsnede sig fra loftkrog
Sagen handlede om en kunde, hvis pendellampe faldt ned fra loftet, efter at han og en tømrer havde hængt den op i en krog.
- IndboforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af glaspendellampe faldet efter en time
Klager havde anmeldt, at en glaspendellampe var gået i stykker, efter at den var faldet ned fra loftet.
- IndboforsikringMedhold til selskabet
Tvist om erstatningens størrelse for iPhone bortkommet under forsendelse
En kunde anmeldte, at hans iPhone ikke kunne oplade efter at være tabt, og telefonen blev sendt til reparation gennem selskabets samarbejdspartner.
- IndboforsikringMedhold til selskabet
Krav om tilbagebetaling af præmie efter uenighed om dækning af hobbysamling
Klager tegnede i 2024 en indboforsikring med en forsikringssum på knap 1,7 millioner kroner, da klager ejede en hobbysamling til en værdi af 500.000 …
- IndboforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af sprængt glasplade fra varme stearinlys
En kunde anmeldte en skade på sit sofabord, hvor glaspladen sprang som følge af varme fra en lysestage med stearinlys, der stod på bordet.