Tvist om bindende aftale og fortrydelsesret ved økonomisikring

Sagen handlede om en økonomisikringsforsikring, som klager havde tegnet i forbindelse med et billån. Klager mente ikke, at der var indgået en bindende aftale, og krævede desuden godtgørelse for den følelsesmæssige belastning, sagen havde medført for ham og hans familie. Nævnet lagde til grund, at klager telefonisk havde accepteret at oprette forsikringen, og at han under samtalen var blevet oplyst om fortrydelsesretten. Det afgørende for sagens udfald var imidlertid, at selskabet ikke kunne bevise, at klager efterfølgende havde modtaget skriftlig information om fortrydelsesretten på et varigt medium, sådan som loven kræver. Fordi denne dokumentation manglede, var fristen på 14 dage for at fortryde aftalen aldrig begyndt at løbe. Klagers senere indsigelser om, at han ikke ønskede forsikringen, blev derfor sidestillet med en fortrydelse, og selskabet måtte stille ham, som om aftalen aldrig var indgået. Nævnet fandt derimod ikke grundlag for at pålægge selskabet at betale godtgørelse for svie og smerte, da der ikke var bevist ansvarspådragende fejl i sagsbehandlingen. Sagen viser, hvor vigtigt det er for selskaber at kunne dokumentere, at kunder faktisk har modtaget skriftlig information om deres rettigheder, og at manglende dokumentation kan få stor betydning for udfaldet, selv når der er indgået en mundtlig aftale.