Spring til indhold
forsikring.aiDK
Menu

Kun standarddækning udbetalt ved kritisk sygdom trods forhøjelse

Afgørelsesdato: Sagsnummer: 98104Medhold til selskabet
Selskab
PFA Pension
Emne
Sundhedsforsikring alle sager af denne type
Beløb i tvisten
750.000 DKK
Stikord
kritisk sygdom · karenstid · forhøjelse af dækning · fortolkning af betingelser

Hvad sagen handlede om

Klager havde en pensionsordning med forsikring ved kritisk sygdom og forhøjede sin standarddækning fra 125.000 kroner til 750.000 kroner kort efter ordningens oprettelse. Da han senere fik konstateret kronisk nyresvigt med behov for dialyse, udbetalte selskabet kun standardsummen på 125.000 kroner og afviste at udbetale den forhøjede sum med henvisning til en 2-årig karensperiode, som gjaldt fordi forhøjelsen skete efter, at han allerede var omfattet af standarddækningen. Klager mente, at forhøjelsen skete så hurtigt som praktisk muligt, og at karensreglen derfor ikke burde gælde. Selskabet fastholdt, at klager havde haft mulighed for at vælge en højere dækning allerede ved oprettelsen, men undlod det, og at forhøjelsen derfor skete efterfølgende. Selskabet påpegede desuden, at klager havde modtaget behandling for nedsat nyrefunktion siden 2012 og var i højdosis immunbehandling siden 2015, altså før forhøjelsen. Ankenævnet gav selskabet medhold, da klager havde modtaget relevant behandling forud for forhøjelsen, og karensperioden derfor med rette kunne gøres gældende. Sagen viser, at det er vigtigt at være opmærksom på karensregler ved forhøjelse af forsikringsdækninger, særligt hvis man allerede har symptomer eller behandling for en relevant lidelse på forhøjelsestidspunktet.

Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.

Nævnets resumé

Resumé

Klager over at selskabet alene udbetalte standarddækningen ved kritisk sygdom på 125.000 kr. samt afslag på dækning af advokatomkostninger. Klager etablerede pr. 1/6 2019 en virksomhedspensionsordning, som han også var omfattet af. Ordningen indeholdt forsikring ved visse kritiske sygdomme med en standarddækning på 125.000 kr. Klager forhøjede forsikringssummen den 26/6 2019 til 300.000 kr. og den 3/7 2019 til 750.000 kr. Den 27/10 2020 fik klager diagnosticeret kronisk nyresvigt med behov for dialysebehandling. Den 8/4 2021 udbetalte selskabet standardsummen på 125.000 kr., men afviste at udbetale den forhøjet forsikringssum på 750.000 med henvisning til, at klager var omfattet af en 2-årig karensperiode. Klager anførte, at "Bestemmelser for FinansPlus pr. 1. januar 2019" gjaldt, og at han ikke var omfattet af en 2-årige karensperiode, idet det af punkt 2 i bilaget om kritisk sygdom fremgik, at "Dette forbehold gælder i to år fra det tidspunkt, hvor den frivillige del af PFA Kritisk sygdom træder i kraft. Forbeholdet gælder kun hvis den frivillige del af PFA Kritisk sygdom er valgt senere, end da medarbejderen blev omfattet af standarddækningen". Han anførte, at forhøjelse af forsikringssummen i tilstrækkelig grad var sket samtidigt med indtegningen, idet han forhøjede summen, så snart han rent praktisk fik mulighed herfor. Han anførte, at han selv skulle foretage en ændring af dækningerne, hvis han ønskede en bedre dækning, men først efter oprettelsen af selve ordningen med standarddækninger. Selskabet anførte, at forhøjelserne af dækningen blev valgt efter, at klager blev omfattet af standarddækningen. Selskabet anførte, at klager ved oprettelsen af samarbejdsaftalen den 20/4 2019 havde mulighed for at vælge en obligatorisk dækning ved kritisk sygdom på op til 500.000 kr., men at han alene valgte en standarddækning på 125.000 kr. Klager havde ikke - forud for oprettelsen af pensionsordningen eller ved modtagelsen af velkomstpakken den 18/6 2019 - tilkendegivet, at han personligt ønskede en dækning, der lå over de 125.000 kr. Selskabet anførte, at klager havde haft nedsat nyrefunktion siden 2012, og at han siden 2015 havde været i høj dosis immunbehandling. Nævnet fandt, at klager foretog forhøjelse af forsikringssummen efter, at han blev omfattet af standarddækningen på 125.000 kr. for kritisk sygdom. Nævnet fandt, at klager forud for forhøjelsen af forsikringssummen modtog behandling for en tilstand, der direkte eller indirekte havde sammenhæng med diagnosen kronisk nyresvigt med behov for dialysebehandling. Nævnet kunne derfor ikke kritisere, at selskabet afviste udbetaling af den forhøjede forsikringssum med henvisning til, at klager var omfattet af en 2-årig karensperiode. Henset til udfaldet af sagen fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at dække klagers advokatomkostninger. Selskab medhold.

Resultat

SELSKAB MEDHOLD

Søgeord

KRITISK SYGDOM, FORTOLKNING, KARENSTID

Kilde

Spørgsmål og svar om emnet

Flere sager om samme emne