Uenighed om erstatning for bådskade efter påsejling af klippe

Sagen handlede om en båd, der i 2020 blev skadet på fronten efter en påsejling af en klippe i udlandet. Klager var utilfreds med selskabets erstatningsopgørelse og mente, at sagsbehandlingen havde været mangelfuld. Selskabet havde tilbudt at garantere for udbedrings- og transportudgifter i forbindelse med et reparationsforløb, men klager accepterede ikke dette tilbud. I stedet udbetalte selskabet en kontanterstatning på omkring 90.000 kroner efter fradrag af selvrisiko, baseret på en ekstern taksatorrapport. Klager mente, at dette beløb ikke var tilstrækkeligt, og at selskabets håndtering af sagen havde påført et ansvar. Ankenævnet fandt imidlertid, at klager ikke havde bevist, at selskabets sagsbehandling havde været ansvarspådragende, og at erstatningsopgørelsen var sket i overensstemmelse med den indhentede taksatorrapport. Nævnet lagde vægt på det samlede sagsforløb, herunder at klager selv havde afvist selskabets tilbud om en garanteret reparationsløsning. Sagen viser, at et forsikringsselskab har vide rammer til at vælge mellem naturalerstatning og kontanterstatning, og at kunder bør overveje konsekvenserne nøje, hvis de afviser et tilbud om dækning af reparation. Det illustrerer også, at det er klager, der har bevisbyrden for, at en sagsbehandling har været ansvarspådragende, og at en ekstern taksatorvurdering ofte vil blive tillagt stor vægt i vurderingen af erstatningens størrelse.