Erstatning for stjålne smykker og samlerobjekter efter indbrud i hjemmet

Sagen omhandlede erstatning efter et indbrud, hvor klager fik stjålet smykker og en række samlerobjekter fra 2. verdenskrig. Selskabet havde udbetalt over 309.000 kroner i erstatning, men afviste at erstatte visse genstande, fordi klager ikke kunne dokumentere, hvad han oprindeligt havde betalt for dem. Klager krævede yderligere 287.000 kroner og forklarede, at samlerobjekter af denne type ofte handles på auktioner og messer, hvor betaling sker kontant og uden kvitteringer, hvilket gjorde det svært at dokumentere købspris. Klager havde derimod dokumentation for, at han faktisk havde været i besiddelse af genstandene. Ankenævnet lagde til grund, at klager havde vist, at genstandene fandtes, men fandt samtidig, at den fremlagte dokumentation ikke i tilstrækkelig grad viste købspris og værdi. Nævnet fastsatte derfor en yderligere skønsmæssig erstatning på 40.000 kroner. Sagen viser, at det ved krav om erstatning for stjålne værdifulde genstande er vigtigt at kunne dokumentere både besiddelse og værdi, og at mangelfuld dokumentation for pris kan føre til, at erstatningen fastsættes skønsmæssigt og lavere end det krævede beløb, selv når det anerkendes, at genstandene har eksisteret og er stjålet.