Afslag på genhusning og rejseudgifter efter vandskade fra sprunget rør

Sagen handlede om en kunde, der efter en vandskade i sin lejlighed, forårsaget af et sprunget vandrør på en anden etage i ejendommen, krævede dækning for genhusning, rejseomkostninger og godtgørelse for tort. Skaden var allerede blevet udbedret via ejendommens bygningsforsikring hos et andet selskab. Klagers eget familieforsikringsselskab afviste at dække genhusning og rejseomkostninger, da man mente, at klager ikke havde dokumenteret, at hun rent faktisk ikke kunne bo i lejligheden under udbedringen, eller at der var reelle merudgifter forbundet hermed. Klager gjorde desuden gældende, at selskabets sagsbehandling havde været usaglig og krævede en godtgørelse for dette. Ankenævnet fandt, at klager ikke havde ført det nødvendige bevis for, at hun var forhindret i at bo i lejligheden, mens skaden blev udbedret, og kunne derfor ikke kritisere selskabets afslag på genhusning og rejseudgifter. Nævnet vurderede også klagens påstand om usaglig sagsbehandling og fandt, at der ikke var bevis for, at selskabet havde handlet ansvarspådragende efter almindelige erstatningsretlige regler. Sagen viser, at det er kunden, der skal bevise, at en skade faktisk medfører et konkret behov for genhusning eller andre merudgifter, og at generelle påstande om sagsbehandlingsfejl ikke er nok til at udløse erstatning, hvis der ikke kan påvises en konkret fejl med økonomisk konsekvens.