Uenighed om selvrisiko efter påstået påkørsel af parkeret bil afvist af nævnet

Sagen drejede sig om, hvorvidt en kvinde skulle betale selvrisiko, efter at hendes forsikringsselskab havde anerkendt ansvar for en skade, hvor en bil angiveligt havde påkørt en parkeret bil. To vidner havde beskrevet både bilen og føreren, og beskrivelserne stemte overens med klagers bil og udseende. Klager afviste at have været til stede på skadestidspunktet og oplyste, at hun var på arbejde i en anden by, samt at hun ikke havde lånt sin bil ud. Selskabet mente, at bilen eller nøglerne måtte være lånt ud, og at klager ikke havde bevist det modsatte. Ankenævnet fandt, at der var så stor usikkerhed om det faktiske hændelsesforløb, at sagen krævede mundtlige forklaringer fra parter og vidner for at kunne afgøres korrekt. Da en sådan bevisførelse ikke kan ske for nævnet, men hører hjemme ved domstolene, valgte nævnet at afvise sagen i medfør af sine vedtægter. Sagen viser, at Ankenævnet ikke tager stilling til sager, hvor afgørelsen afhænger af modstridende forklaringer, der kræver egentlig vidneafhøring. I sådanne tilfælde må parterne i stedet søge sagen afgjort ved domstolene, hvor der er mulighed for at afhøre parter og vidner direkte.