Dækning af røvet Cartier-armbånd under udlandsrejse

Sagen handlede om et Cartier-armbånd til en værdi af 265.000 kroner, som blev røvet under en rejse i udlandet. Selskabet havde oprindeligt afvist at dække tabet af armbåndet under røveridækningen, selvom klagers ur fra samme episode var blevet dækket. Klager fremlagde korrespondance med Cartier, som sandsynliggjorde, at armbåndet kunne brækkes op ved brug af vold, uden at det nødvendigvis efterlod sig synlige sår eller rifter på armen. Nævnet fandt, at klager på denne måde havde gjort det tilstrækkeligt sandsynligt, at armbåndet faktisk havde været udsat for et røveri, som beskrevet. Desuden blev ægtheden og værdien af armbåndet dokumenteret ved en erklæring fra en guldsmed. På baggrund af den samlede dokumentation gav nævnet klager medhold, og selskabet skulle derfor dække tabet. Sagen viser, at det kan være afgørende at kunne fremlægge relevant fagkyndig dokumentation, når man ønsker at bevise værdien og ægtheden af stjålne eller røvede genstande. Den viser også, at selv uden synlige fysiske spor kan en hændelse anerkendes som røveri, hvis der findes plausible forklaringer på, hvordan smykket kunne blive fjernet uden vold direkte mod kroppen.