Strid om erstatningens størrelse efter indbrudstyveri afvist af nævnet

Klageren havde anmeldt et indbrudstyveri og krævede erstatning på 218.574 kroner tillagt renter, mens selskabet kun ville udbetale et langt mindre beløb, cirka 55.000 kroner. Selskabet afviste at dække resten med henvisning til, at der manglede dokumentation for de anmeldte genstande, og at nogle af dem var erhvervsmæssigt indkøbt og derfor ikke omfattet af en privat indboforsikring. Ankenævnet fandt, at det ikke på det skriftlige grundlag var muligt at afgøre, hvem der havde ret. Sagen krævede en mere dybdegående bevisførelse, herunder parts- og vidneforklaringer, hvilket ikke kan foregå for nævnet, som alene behandler sager skriftligt. Nævnet afviste derfor sagen med henvisning til sine vedtægter, så klageren i stedet må søge afklaring ved domstolene, hvis hun ønsker at forfølge sit krav videre. Sagen viser, at ankenævnet kun kan tage stilling til sager, hvor de foreliggende dokumenter giver et tilstrækkeligt grundlag for en afgørelse. Når der er tvist om selve de faktiske omstændigheder, og sagen kræver mundtlig bevisførelse, er domstolene det rette forum. For forbrugere er lærdommen, at god dokumentation for ejendele, gerne med kvitteringer og billeder, er afgørende for at kunne løse en tvist om erstatning uden at måtte gå til domstolene.