Uenighed om erstatning for stjålne guldsmykker efter indbrud

Sagen handlede om erstatningsopgørelsen efter et indbrudstyveri af to guldsmykker, som klager havde fået fremstillet af privat indkøbt guld nogle år forinden. Selskabet havde udbetalt erstatning baseret på markedsprisen for brugt guld svarende til en smykkehandlers indkøbspris, med tillæg for forarbejdning, mens klager krævede erstatning svarende til prisen for helt nye tilsvarende smykker hos en guldsmed. Nævnet fandt, at klager havde bevist sit krav om guldets vægt og karat ved hjælp af en erklæring fra en juveler, der havde omsmeltet guldet. Da smykkerne var mere end to år gamle, kunne selskabet efter forsikringsbetingelserne opgøre erstatningen som dagsværdi, det vil sige hvad tilsvarende brugte smykker kunne anskaffes for, eventuelt ved genlevering. Nævnet fandt dog, at selskabets konkrete opgørelsesmetode ikke stemte tilstrækkeligt med forsikringsaftalelovens princip om nytteværdi, og at selskabet skulle genberegne erstatningen efter de rigtige principper. Sagen viser, at forsikringsselskaber skal følge de fastsatte regler for dagsværdierstatning, og at dokumentation for de stjålne genstandes egenskaber kan være afgørende for erstatningens størrelse.