Erstatning for smykker, ure og elektronik efter indbrud i hjemmet

Sagen handlede om en klager, der havde fået indbrud i sit hjem, og som var utilfreds med den erstatning, selskabet havde udbetalt for elektroniske apparater, ure og kontanter. Klager krævede en højere erstatning, men selskabet afviste at betale mere. For de elektroniske apparater havde selskabet foretaget en aldersbetinget afskrivning i overensstemmelse med forsikringsbetingelserne, hvilket er almindelig praksis, når genstande er ældre og har en vis brugstid bag sig. For urene og kontanterne havde selskabet fastsat erstatningen skønsmæssigt, fordi klager ikke havde kunnet dokumentere værdien eller mængden af de bortkomne genstande med kvitteringer, fotos eller andet. Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere selskabets afgørelse på nogen af punkterne, og selskabet fik derfor medhold. Sagen understreger vigtigheden af at kunne dokumentere værdien af sine ejendele, særligt værdifulde genstande som ure og kontanter, for at kunne få fuld erstatning ved tab. Den viser også, at forsikringsselskaber lovligt kan anvende afskrivningstabeller ved værdifastsættelse af ældre elektronik, og at sådanne afskrivninger normalt ikke kan tilsidesættes, hvis de følger de gældende forsikringsbetingelser.