Strid om erstatningens størrelse efter indbrud med stjålne værdier
- Selskab
- Topdanmark
- Beløb i tvisten
- 32.970,92 DKK
- Stikord
- indbrud · dokumentation · skønsmæssig erstatning · kontanter · tøj og smykker
Hvad sagen handlede om
Sagen handlede om en kvinde, der fik indbrud i sin lejlighed og krævede erstatning for tøj, ur, smykker, tasker, kontanter og elektronik på i alt omkring 190.000 kroner. Selskabet anerkendte under sagen, at der var sket et dækningsberettiget indbrud, men opgjorde erstatningen skønsmæssigt til knap 33.000 kroner, blandt andet fordi selskabet mente, at klager havde overdrevet sit tab og anmeldt nogle genstande dobbelt. Ankenævnet gav klager delvis medhold. Nævnet fandt, at klager i tilstrækkelig grad havde dokumenteret et tab af udenlandsk valuta svarende til knap 30.000 kroner, men var ellers enig med selskabet i de øvrige punkter. Nævnet kunne ikke kritisere, at selskabet afviste at dække en bestemt taske, da der var stærke indikationer på, at den samme taske tidligere var anmeldt stjålet og erstattet. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte selskabets skønsmæssige erstatning for tøj og sko, eller afslaget på dækning for en støvsuger og en højtaler, hvor der var tvivl om, hvorvidt disse reelt var stjålet. Sagen viser, at gode kvitteringer og dokumentation er afgørende ved indbrudsskader, og at forsikringsselskaber kan foretage et sagligt skøn, når dokumentationen er mangelfuld eller usammenhængende.
Resuméet stammer fra Ankenævnet for Forsikrings offentliggjorte afgørelse. Forklaringen nedenfor er skrevet med hjælp fra kunstig intelligens og kontrolleret for anonymisering.
Nævnets resumé
Resumé
Klager over selskabets erstatningsopgørelse. Klager anmeldte, at hun den 31/5 2024 havde haft indbrud i sin lejlighed. Klager opgjorde sit krav for tøj, ur, smykker, tasker, kontanter og elektronik/øvrigt indbo til ca. 190.000 kr. Selskabet afviste dækning med henvisning til, at klager ikke havde bevist en dækningsberettigende forsikringsbegivenhed. Selskabet anerkendte under sagen for nævnet, at der var sket dækningsberettigende indbrud og opgjorde erstatningen til i alt 32.970,92 kr., herunder skønsmæssig erstatning for tøj, sko og kontanter. Selskabet afviste af dække YSL-taske, støvsuger og højtaler. Selskabet anførte, at selskabet ikke havde tiltro til klagers opgørelse, at klager havde skrevet mere på listen, end der reelt var stjålet, at klager havde anmeldt en YSL-taske, som klager også anmeldte stjålet og fik erstattet ved tasketyveri i 2023, at klager havde anmeldt en række krav dobbelt, og at det var svært at vurdere, hvad der faktisk var stjålet. Kontanter: Klager krævede ca. 54.000 kr. Selskabet opgjorde erstatningen skønsmæssigt til 5.000 kr. Klager anførte, at de kontanter, der blev stjålet, blandt andet stammede fra en større kontanthævning i udlandet. Selskabet anførte, at klager anmeldte kontanter for 30.000 kr. telefonisk, og senere i scalepoint anmeldte knap 54.000 kr., og at klagers hævning i udlandet muligvis var en kontooverførsel. YSL-taske: Klager krævede 18.000 kr. i erstatning. Selskabet afviste at dække tasken med henvisning til, at klager tidligere havde anmeldt samme taske stjålet. Klager anførte, at hun ved en fejl havde fremsendt den samme kvittering to gange. Selskabet anførte, at klager flere gange forklarede, at hun havde fået den stjålne taske af sine børn, og at det forekom usandsynligt, at klager gentagne gange skulle have taget fejl af den rigtige kvittering og ordrebekræftelse. Tøj og sko: Klager krævede ca. 50.000 kr. for 16 stykker herretøj, ca. 14.000 kr. for 8 stykker dametøj og 34.000 kr. for 14 par sko. Selskabet opgjorde erstatningen skønsmæssigt til 10.000 kr. for tøjet og 4.000 kr. for 2 par sko. Klager anførte, at det ikke skulle komme hende til skade, at hun var i stand til at dokumentere sit tab med kvitteringer, og at hun havde indberettet de samme kvitteringer flere gange, fordi der var tale om de samme genstande købt i flere farver. Selskabet anførte, at klager ikke oplyste om stjålet tøj ved anmeldelsen, at klager alene oplyste om 2 par sko, at klager først lavede anmeldelsen 3 dage efter indbruddet, hvorfor klager havde haft tid til at danne sig et overblik, at det undrede selskabet, at tøjkravet var dokumenteret med kvitteringer, når klager oplyste ved anmeldelsen, at hun havde begrænset dokumentation, at klagers tøjstativer fremstod fyldte ved skadeinspektørens møde 5 uger efter indbruddet, at selskabet ikke havde tiltro til, at der skulle være stjålet så meget tøj som angivet. Støvsuger og højtaler: Klager krævede 2 x 999 kr. for Sonos højtalere og 4.490 kr. for en Dyson ledningsfri støvsuger. Selskabet afviste dækning af støvsugeren og den ene Sonos højtaler. Selskabet anførte, at selskabet havde afvist at dække støvsugeren med henvisning til, at det havde formodningen imod sig, at en gerningsmand gik flere gange op og ned ad trappen for at slæbe genstande af stor volumen og relativ lav hælerværdi med sig, og at der kun fremgik en højtaler på klagers kvittering, hvorfor den anden højtaler var udokumenteret. Nævnet fandt, at klager i tilstrækkelig grad havde dokumenteret, at hun fik stjålet for 29.700 kr. i valuta. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at kritisere, at selskabet havde afvist dækning for den anmeldte YSL-taske. Nævnet kunne ikke kritisere, at selskabet havde opgjort erstatningen for tøj og sko skønsmæssigt. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte selskabets skøn. Nævnet kunne ikke kritisere selskabets afgørelse for så vidt angik støvsuger og højtaler. Klager delvis medhold.
Resultat
DELVIS MEDHOLD
Søgeord
ERSTATNINGSOPGØRELSE, DOKUMENTATION, FAMILIEFORSIKRING, PENGE, INDBRUD, SKØNSMÆSSIG ERSTATNING
Kilde
Spørgsmål og svar om emnet
Flere sager om samme emne
- IndboforsikringMedhold til selskabet
Afslag på tyveriforsikring efter Louis Vuitton taske og ur stjålet fra bil
Sagen drejede sig om tyveri af værdifulde genstande, herunder en Louis Vuitton taske med et Rolex-ur, som klager havde efterladt i en kollegas bil.
- IndboforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af stjålne kontanter fra taske
Sagen handlede om, hvorvidt en kunde havde ret til dækning for 20.000 kroner i kontanter, som blev stjålet fra hendes taske.
- IndboforsikringAfvist / ikke realitetsbehandlet
Uoverensstemmende forklaringer om tasketyveri fra bil i udlandet
Sagen handlede om erstatning efter et indbrud i en bil i udlandet, hvor klager oplevede at få stjålet flere genstande, herunder elektronik og …
- IndboforsikringMedhold til selskabet
Afslag på dækning af stjålet elcykel og påstået fejlrådgivning
Klager havde tilkøbt en cykeltillægsdækning til sin indboforsikring og fik senere stjålet sin elcykel af mærket Engwe.
- IndboforsikringMedhold til klager
Dækning af tabt vielsesring under vinterbadning under indboforsikring
Sagen handlede om en familieforsikring, hvor klagerens ægtefælle tabte sin vielsesring under vinterbadning.