Afslag på livsforsikring efter aflivning af hest efter akut sygdom

Sagen omhandlede afslag på udbetaling af livsforsikring for en hest, som blev aflivet efter akut sygdom. Klager havde først kontaktet en dyrlæge, som behandlede hesten uden indlæggelse, og senere samme dag en anden dyrlæge, som fandt prognosen så dårlig, at hesten blev aflivet. Selskabet dækkede dyrlægebehandlingen, men afviste udbetaling ved dødsfald, fordi klager efter selskabets opfattelse havde tilsidesat sin pligt til at begrænse skaden ved at afvise indlæggelse af hesten. Klager bestred, at hun var blevet anbefalet indlæggelse. Ankenævnet lod en lydoptagelse af en telefonsamtale indgå som bevis og fandt, at klager havde handlet groft uagtsomt i forhold til sin tabsbegrænsningspligt. Nævnet lagde vægt på journalnotater og efterfølgende korrespondance fra den første dyrlæge, som bekræftede, at klager var blevet informeret om risikoen ved at afvise indlæggelse, samt på den anden dyrlæges udsagn om, at hesten skulle have været indlagt. Selskabet fik derfor medhold i afslaget. Sagen illustrerer, at forsikringstageres pligt til at begrænse skadens omfang kan få stor betydning for udfaldet af en sag, og at lydoptagelser og journalnotater kan tillægges afgørende bevisværdi, selv når parterne er uenige om, hvad der faktisk blev sagt og anbefalet.