Tvist om erstatningsopgørelse for indbo og løsøre efter brand

Sagen omhandlede en tvist om erstatningsopgørelsen efter en brand, hvor klagerens ejendom med både privat indbo og landbrugsløsøre var brændt. Klager opgjorde sit samlede krav til omkring 1,69 millioner kroner efter afskrivning, mens selskabet tilbød en skønsmæssig erstatning på 650.000 kroner. Klager mente, at familiens store bolig og families størrelse berettigede til et højere indbo, og at manglende kvitteringer skyldtes branden samt at nogle genstande var modtaget som gaver eller arv. Selskabet anførte, at værdien og alderen af de anmeldte genstande ikke stemte overens med klagers økonomiske forhold, og at der var uoverensstemmelse mellem det opgjorte forbrug og familiens faktiske rådighedsbeløb. Ankenævnet vurderede, at sagen ikke kunne afgøres på det foreliggende skriftlige grundlag, da det ville kræve mundtlig bevisførelse om omfanget og karakteren af de brændte genstande, hvilket ikke kan ske for nævnet. Sagen blev derfor afvist, og parterne blev henvist til domstolene, hvis de ønskede en afgørelse. Sagen viser, at komplekse erstatningsopgørelser med betydelig uenighed om fakta og dokumentation kan være vanskelige at få afgjort af Ankenævnet og i stedet må afgøres ved domstolene.