Uenighed om erstatningens størrelse for stjålne kontanter efter indbrud

Sagen handlede om en klager, der fik stjålet kontanter i udenlandsk valuta ved et indbrud, og som krævede erstatning for det fulde beløb, han mente at have haft liggende. Selskabet udbetalte i stedet en skønsmæssig erstatning på 10.000 kroner, fordi det ikke fandt det sandsynligt, at klager stadig havde det fulde beløb i behold på tidspunktet for indbruddet. Klager havde hævet valutaen flere måneder før tyveriet og havde i mellemtiden været på en længere udenlandsrejse, hvor den samme valuta angiveligt var hans eneste betalingsmiddel. Selskabet argumenterede derfor, at det var usandsynligt, at han efter rejsen stadig havde valuta for det påståede beløb tilbage. Ankenævnet fandt, at klager ikke havde sandsynliggjort at have haft det fulde beløb i kontanter på tidspunktet for indbruddet, og at der derfor ikke var grundlag for at kritisere selskabets skønsmæssige erstatning. Selskabet fik medhold. Sagen illustrerer, at forsikringstagere skal kunne dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre værdien af stjålne kontanter, og at tidsforløb mellem hævning af kontanter og et tyveri kan spille en central rolle for, hvor meget nævnet finder det sandsynligt, at pengene faktisk var i behold.